Persondatapolitik for Boliga ApS

Denne persondatapolitik er fastlagt af Boliga ApS (herefter ”Boliga”) og omfatter hjemmesiderne: boliga.dk, selvsalg.dk, tilstandsrapport.dk, itvang/tvangsauktioner.dk, dingeo.dk. Persondatapolitikken gælder alle brugere, kunder og samarbejdspartnere og variere i enkelte tilfælde efter, hvilken af Boligas hjemmesider, du anvender.

Om Boliga

Boliga driver en række online portaler inden for boligmarkedet, blandt andet boliga.dk, selvsalg.dk, tilstandsrapport.dk, itvang/tvangsauktioner.dk, dingeo.dk.

Idéen bag portalerne er bl.a. at skabe gennemsigtighed og gennemskuelighed på boligmarkedet samt gøre det muligt for boligejere og andelshavere at sætte deres bolig til salg selv.

I forbindelse med driften af Boligas virksomhed indsamler og behandler Boliga personoplysninger med henblik på opfyldelse af de formål, der er beskrevet i denne Persondatapolitik. Boliga er dataansvarlig i forhold til behandlingen af personoplysningerne til disse formål.

Hvis du har spørgsmål til denne Persondatapolitik eller til Boligas behandling af dine personoplysninger, som led i driften af vores virksomhed, kan du kontakte os her:

Boliga ApS

Øster Alle 48, 4.tv. (tårn D)

(Parken)

2100 København Ø

CVR-nr.: 30 48 61 88

Boliga.dk og tilstandsrapport.dk: [email protected]

Selvsalg.dk: [email protected]

Itvang/tvangsauktioner.dk: [email protected]

Hvad er personoplysninger

Personoplysninger er enhver oplysning om en identificeret eller identificerbar fysisk person.

Ved en identificerbar fysisk person forstås en person, som direkte eller indirekte kan identificeres, særligt ved hjælp af en identifikator, fx et navn, et identifikationsnummer eller et eller flere elementer, der er unikke for en given persons identitet.

Hvilken type personoplysninger behandler vi om dig og hvorfor?

De oplysninger, som vi indsamler om dig, vil blive anvendt til forskellige formål i forbindelse med din anvendelse af vores hjemmesider og ydelser samt driften af Boligas virksomhed. De indsamlede oplysninger kan variere, alt efter om du er bruger, kunde eller samarbejdspartner, men vil generelt være tale om kontaktoplysninger, data vedrørende en ejendom og dine markedsføringspræferencer samt Boligas rettigheder og forpligtelser i forbindelse hermed.

Manglende afgivelse af personoplysninger fra din side kan betyde, at Boliga ikke vil være i stand til at opfylde sine forpligtelser i forbindelse med din brug af vores hjemmesider og ydelser.

Boliga indsamler og behandler alene ”almindelige” personoplysninger om dig.

Generelt for alle vores hjemmesider er, at der er tale om oplysninger om den måde, hvorpå du navigerer i og mellem vores hjemmesider og de ressourcer, som du skaffer dig adgang til, information om din computer, enhed og browser, herunder i nogle tilfælde din IP-adresse, browsertype og anden hardware og software information. Hvis du tilgår vores hjemmeside fra en mobilenhed, kan vi også indsamle et unikt identifikationsnummer tildelt din enhed.

For  samarbejdspartnere

Oplysninger, som du giver os, når du i relation til vores samarbejde kontakter os (fx oplysninger som navnlig navn, jobtitel og e-mail, firma telefonnummer o.l.).

Itvang/tvangsauktoner.dk

For indehavere af boliger på tvangsauktion:

Din adresse og navn, som alle er offentligt tilgængelige på Statstidende.dk.

For brugere af itvang/tvangsauktoner.dk:

Oplysninger, som du giver os, når du som bruger opretter en profil, herunder kontaktoplysninger (navnlig dit navn, e-mail, brugernavn, søgehistorik, hvilke boliger, du følger, samtykke til markedsføring).

Hvad bruger vi dine personoplysninger til?

Boliga behandler dine personoplysninger til opfyldelse af de formål, der er anført nedenfor. Bemærk, at ikke samtlige af de angivne formål, kategorier af oplysninger, modtagere af oplysninger eller typer af behandling af oplysninger i alle tilfælde gælder for dig.

Boliga behandler udelukkende dine personoplysninger, i det omfang det er nødvendigt i forbindelse med anvendelse af vores hjemmesider og ydelser (idet der i hvert enkelt tilfælde tages højde for eventuelle interesser) eller i henhold til gældende ret.

  • Administration af dit forhold som bruger eller kunde – Boliga behandler dine personoplysninger i forbindelse med oprettelse og administration af dig som bruger samt dine køb eller salg af bolig på en af vores hjemmesider. Behandlingen sker som led i driften af Boligas virksomhed, herunder fakturering, inkasso og markedsføring.
  • Varetagelse af samfundsmæssige hensyn – Boliga gemmer data om alle boliger, der har været til salg for at kunne vise køberhistorik og sikre gennemsigthed på boligmarkedet.
  • Drift og vedligehold af vores hjemmesider– Tilvejebringelsen af vores onlineydelser på vores hjemmesider, herunder for at understøtte den løbende evaluering og forbedring af vores hjemmesider.
  • Overholdelse af gældende love og regler– Overholdelse af love og regler, som Boliga er underlagt i forbindelse med driften af virksomheden eller til opfyldelse af forskellige indberetnings- eller oplysningsforpligtelser i henhold til gældende love og regler, som måtte påhvile Boliga.

Boliga bestræber sig på at sikre, at alle personoplysninger, vi behandler, er korrekte og opdaterede. Vi beder dig derfor om altid at underrette os om eventuelle ændringer i dine forhold (fx ændring af adresse eller betalingsoplysninger), eller – hvis du har en brugerprofil på de af vores hjemmesider, der giver mulighed herfor – selv at rette dine oplysninger på din bruger, således at vi kan sikre, at oplysningerne altid er korrekte og opdaterede.

4. Hvad er vores retlige grundlag for behandling af personoplysninger?

Boliga behandler kun dine personoplysninger, når vi har et retsligt grundlag til at foretage behandlingen. Boliga behandler kun almindelige oplysninger om dig.

Vores behandling af oplysninger om dig sker som udgangspunkt på et af følgende grundlag:

  • Kontraktopfyldelse: Vores behandling af dine personoplysninger er nødvendig for, at vi kan stille vores hjemmesider til rådighed for dig, for at du kan gøre brug af funktionerne på vores hjemmeside eller for at vi kan overholde vores forpligtelser i samarbejdet. Behandlingen har hjemmel i persondataforordningens artikel 6, stk. 1, litra b.

Herudover kan retsgrundlaget for vores behandling i visse tilfælde være:

  • Vores legitime interesser: hensynet til Boligas legitime interesser, dvs. de formål, der er beskrevet ovenfor (f.eks. administration af din bruger og varetagelsen af vores ydelser og segmentering, eller at behandle oplysninger om alle ejendomme, der er eller har været til salg i Danmark. Behandling på grundlag af vores legitime interesser har hjemmel i persondataforordningens artikel 6, stk. 1, litra f.
  • Tredjemands legitime interesser: Der kan desuden være situationer, hvor vi behandler dine personoplysninger af hensyn til tredjemands legitime interesser for så vidt angår de formål, der er beskrevet ovenfor, medmindre hensynet til dine interesser vejer tungere. Behandling på grundlag af tredjemands legitime interesser har hjemmel i persondataforordningens artikel 6, stk. 1, litra f.

Endelig kan vi behandle personoplysninger på baggrund af:

  • Samtykke: Du har givet dit samtykke til behandling af dine personoplysninger til et eller flere specifikke formål (f.eks. til modtagelse af markedsføringsmateriale). Behandling på grundlag af samtykke har hjemmel i persondataforordningens artikel 6, stk. 1, litra a.
  • Juridisk forpligtelse:Opfyldelse af en juridisk forpligtelse, som Boliga er pålagt. Behandling på grundlag af en juridisk forpligtelse har hjemmel i persondataforordningens artikel 6, stk. 1, litra c.
  • Det gælder navnlig bogføringsloven, som forpligter Boliga til at opbevare al bogføringsmateriale i minimum 5 år. Herudover kan der eksistere anden lovgivning, som forpligter Boliga til at behandle personoplysninger. Dette gælder særligt love og lovændringer som vedtages efter udarbejdelse af denne persondatapolitik, love/bekendtgørelser som Boliga senere bliver underlagt på grund af ændringer i virksomheden, samt hvis særlige forhold gør sig gældende ved ansættelsesforhold.

5. Hvem deler vi dine personoplysninger med?

Boliga videregiver alene oplysninger, i det omfang det er nødvendigt som led i driften af vores virksomhed.

Boliga kan desuden videregive og/eller overlade dine personoplysninger til andre leverandører og/eller serviceudbydere i forbindelse med den almindelige drift af vores virksomhed, fx til vores eksterne undervisere for deres tilrettelæggelse af driften, i forbindelse med ekstern administration af vores it-systemer, analyseopgaver, markedsføringsopgaver, inkasso, kreditvurdering, revision, juridisk bistand mv.

Itvang.dk/tvangsauktioner.dk videregiver oplysninger om boliger på tvangsauktion til Danmark Statistik og medier til brug for journalistiske formål.

Boliga.dk videregiver oplysninger om boliger til salg til medier og journalister til brug for journalistiske formål.

Udbudsdata, fx oplysninger om adresse, kommune, ejendomsnummer og liggetid videregives til tredjeparter til brug for statistikker og intern berigtigelse, OIS og til SKAT. Disse oplysninger videregives ikke til markedsføring.

Boliga tilstræber i videst muligt omfang at begrænse videregivelse af personoplysninger i personhenførbart format for derved at begrænse de tilfælde, hvor der videregives oplysninger, som kan henføres til dig personligt.

Boliga videregiver ikke dine personoplysninger, medmindre dette er nødvendigt for at kunne udføre vores virksomhed eller opfylde dine behov.

Videregivelse udover ovenstående kan endvidere ske med dit forudgående samtykke.

Boliga kan i forbindelse med ovenstående overføre dine oplysninger til samarbejdspartnere etableret i andre lande, herunder lande uden for EØS. I disse tilfælde vil Boliga dog sikre, at dine personoplysninger også beskyttes hos sådanne tredjeparter, herunder ved indgåelse af databehandleraftaler, brug af EU Kommissionens Standardkontrakter eller til virksomheder, der er certificeret under EU-US Privacy Shield-rammeaftalen.
Når du besøger en af Boligas hjemmesider, kan du blive bedt om samtykke til lagring af og indsamling af oplysninger fra cookies. Cookies er små tekstfiler, der gør det muligt at indsamle information om, hvilke sider og funktioner du besøger og anvender.

Boliga tillader 3. parter at placere cookies ved besøg på Boliga.dk. Sådanne 3. parter placeres gennem adform, der er ansvarlig for behandling af dine personoplysninger og en behandling af dine personoplysninger vil derfor ske i overensstemmelse med disse 3. parters egne politikker for behandling af personoplysninger. Du kan undgå, at der installeres cookies ved enten ikke at give samtykke eller ved at ændre dine browserindstillinger. Du har også mulighed for at slette allerede lagrede cookies på din computer eller telefon.
Se Boligas cookiepolitik for yderligere information.

6. Hvordan opbevares dine personoplysninger på en sikker måde?

Personoplysninger opbevares ikke længere end nødvendigt for at opfylde det formål, hvortil de er indsamlet, medmindre opbevaringen er nødvendig for at opfylde lovkrav, herunder lovpligtige opbevaringsperioder i forbindelse med bogføring mv.

Er du bruger på en af vores hjemmesider, opbevarer Boliga som udgangspunkt dine personoplysninger i den tid, du er aktiv som bruger hos os. Hvis du hverken har købt eller solgt gennem en af vores hjemmesider, vil din bruger, og dermed dine personoplysninger blive gemt i en periode op til 2 år efter din seneste aktivitet på vores hjemmesider. Oplysningerne kan dog blive gemt for en periode op til 3 år efter du har anvendt din bruger såfremt dette konkret grundes (fx hvis der verserer en tvist).

Såfremt du vælger at tilkøbe en af vores ekstra ydelser eller hvis du sælger din bolig gennem selvsalg.dk opbevares visse dine personoplysninger for en periode på 5 år efter dette er sket af hensyn til vores forpligtigelser i henhold til bogføringsloven.

Såfremt du har givet dit samtykke til at modtage vores markedsføringsmateriale og ikke aktivt har tilbagekaldt dit samtykke, slettes dine personoplysninger automatisk efter en periode på 2 år.

Er du tidligere kunde eller samarbejdspartner slettes dine personoplysninger 3 år efter, at en aftale er ophørt, med mindre bogføringsloven forpligtiger os til at opbevare dine personoplysninger for en længere periode.

Er du kunde på Itvang/tvangsauktioner.dk gemmes dine personoplysninger i 3 år, efter faktureringen er sket.

Er du kunde på tilstandsrapport.dk og har du købt en tilstandsrapport, gemmes de personoplysninger, der anføres vedrørende en tilstandsrapport, som udgangspunkt for en periode på 10 år, da der i denne periode kan rejses erstatningskrav gældende, så længe energimærke er gældende.

I andre tilfælde vil opbevaring af dine personoplysninger afhænge af det formål, hvortil de var indsamlet, og om en fortsat opbevaring og behandling af disse oplysninger tjener et formål. Dette kan f.eks. være tilfældet med ejendomsdata på Boliga.dk. Ved vurderingen af opbevaringsperioden vil vi bl.a. lægge vægt på, om fortsat offentliggørelse af oplysninger om ejendommen kan hjælpe andre med at træffe et informeret valg om ejendommen, herunder udviklingen af ejendomspriser for den pågældende bolig.

Det er Boligas politik at beskytte personoplysninger ved at træffe tilstrækkelige tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger. Når der ikke længere er behov for dine personoplysninger, vil vi sikre, at de slettes på en sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde.

7. Hvad er dine rettigheder som registreret?

Ifølge persondataforordningen har du en række rettigheder, som du kan gøre gældende over for Boliga. Du skal være opmærksom på, at vi ikke altid vil være forpligtet til at iagttage disse rettigheder, og i visse tilfælde vil vi kun kunne iagttage rettighederne i begrænset omfang. Eksempelvis har du ikke ret til at få slettet oplysninger om dig som Boliga opbevarer, hvis der er lovgivning som forpligter Boliga til at opbevare disse oplysninger.

  • Indsigt: Du kan blandt andet anmode om indsigt i de personoplysninger, som vi er i besiddelse af, samt bl.a. få oplyst hvad personoplysninger bruges til og hvem de videregives til.
  • Indsigelse: Du kan gøre indsigelse mod behandlingen af oplysningerne, herunder gøre indsigelse mod automatiserede afgørelser og profilering eller mod anvendelse af dine personoplysninger til direkte markedsføring.
  • Berigtigelse: Du kan anmode om berigtigelse af eventuelle ukorrekte oplysninger om dig selv.
  • Begrænsning og sletning: Du kan anmode om at få oplysninger om dig selv begrænset eller slettet, hvis betingelserne for dette er opfyldt.
  • Dataportabilitet: Du kan gøre din ret til dataportabilitet gældende for oplysninger, du selv har afgivet til os, såfremt behandlingen baserer sig på samtykke eller kontrakt, og dette i øvrigt er teknisk muligt.

Du har derudover ret til at trække dit samtykke til behandling af dine personoplysninger tilbage, såfremt behandlingen baserer sig på dit samtykke.

Hvis du ønsker at gøre én eller flere af dine rettigheder gældende, bedes du kontakte os. Du finder vores kontaktoplysninger øverst i denne politik.

Skriftlig kommunikation med dig vil ske elektronisk, da det er mest hensigtsmæssigt, jf. persondataforordningens artikel 12, stk. 1.

Din anmodning vil blive behandlet i overensstemmelse med den til enhver tid gældende databeskyttelseslovgivning.

Vurderer vi, at din anmodning er åbenbart grundløs eller overdreven, kan vi vælge at opkræve et rimeligt gebyr for at behandle din anmodning eller afvise at efterkomme din anmodning, jf. persondataforordningens artikel 12, stk. 5.

Klage over Boligas behandling af dine personoplysninger kan ske til:

Datatilsynet

Carl Jacobsens Vej 35

2500 Valby

Tlf. 33 19 32 00

E-mail: [email protected]

https://www.datatilsynet.dk/

8. Opdateringer

Boliga evaluerer og opdaterer løbende denne Persondatapolitik. Du bør derfor regelmæssigt tjekke denne Persondatapolitik for eventuelle ændringer, som kan have betydning for behandlingen af dine personoplysninger.