Særligt i forbindelse med privates køb af fast ejendom, adskiller det at købe en ejendom på tvangsauktion sig på flere punkter fra at købe en ejendom i almindelig fri handel.

Ved en almindelig fri handel modtager køberen som oftest en tilstandsrapport, der beskriver en ejendoms synlige mangler samt et tilbud om at tegne en ejerskifteforsikring, der dækker evt. skjulte mangler ved ejendommen. Ved køb på tvangsauktion udarbejdes der ikke nogen tilstandsrapport, ligesom købere ikke bliver tilbudt at tegne nogen ejerskifteforsikring. Det er derfor meget vigtigt, at en interesseret køber af en ejendom på tvangsauktion, besigtiger ejendommen med en byggesagkyndig inden tvangsauktionens afholdelse. Den byggesagkyndige vil kunne udarbejde en rapport, som minder om tilstandsrapporten, hvorefter det bliver op til en interesseret køber, at værdisætte risikoen for skjulte mangler ved ejendommen i forbindelse med fastsættelsen af det maksimale bud, der ønskes afgivet på tvangsauktionen.

En anden forskel for privates køb ejendom på tvangsauktion i forhold til at købe en ejendom i almindelig fri handel er, at ved køb i fri handel har private en 6-dags fortrydelsesfrist. En sådan fortrydelsesfrist findes ikke ved køb på tvangsauktion.