Trods bundrekorder: Her begæres flest huse på tvangsauktion

Foto: Boliga


Selvom seks danske landsdele sidste år slog rekord med det laveste antal begærede første tvangsauktioner i 10 år, og antallet af tvangsauktioner generelt er faldende, er det fortsat nogle ganske bestemte dele af landet, hvor mange huse bliver kaldt i fogedretten.

Med 410 begærede første auktioner er det således Vest- og Sydsjælland, der er det sted i landet, hvor flest husejere blev kaldt på tvangsauktion i 2017. Det til trods for, at antallet er mere end halveret i løbet af de seneste seks år.

Og pladsen er ikke helt uvant for Sjællands-området, der med lige over 6.000 begærede tvangsauktioner* i løbet af de seneste 10 år er det sted i landet, hvor fogedretterne har indkaldt suverænt flest huse.

- Vestsjælland og i særdeleshed også Lolland-Falster er områder, hvor boligmarkedet generelt går trægt. Der er ikke så tæt befolket, og typisk er de huse, der begæres på tvangsauktion, heller ikke i særlig god stand, og det gør dem svære at sælge, siger Trine Peters, der er daglig leder af itvang.dk og tvangsauktioner.dk.

Nordjylland sælger billigst på tvang

I Nordjylland er der i løbet af de seneste 10 år begæret landets næsthøjeste antal auktioner. 2.826 er det blevet til siden 2008. Samtidig er området også det sted i landet, hvor der sidste år var den største forskel på de priser, som områdets huse blev solgt for i almindelig fri handel og på tvangsauktion.

Dem der købte hus på tvangsauktion betalte nemlig i gennemsnit beskedne 3.143 kroner for hver kvadratmeter, mens dem der købte huse på det frie marked i gennemsnit gav 10.740 kroner for hver kvadratmeter. Dermed blev husene i Nordjylland handlet 71 procent billigere på tvangsauktion end i fri handel sidste år.

- Der er nogle betydelige forskelle på at handle på tvangsauktion og i almindelig fri handel, som gør, at det ikke er så underligt, at husene ofte sælges billigere på tvangsauktion. Udbuddet er markant mindre, så man kan ikke have de samme krav til kvalitet og beliggenhed, og så har køberen på en tvangsauktion også det fulde ansvar for eventuelle mangler og fejl, siger Trine Peters.

Hovedstaden klarer sig også bedst på tvang

Det er efterhånden blevet en skamspillet sang, at Nordsjælland og hovedstadsområdet klarer sig bedst på boligmarkedet, men ikke desto mindre placerer det attraktive område nær Øresund sig også i den flotteste ende af tvangsmarkedet.

Sammen med Bornholm er København, Nord- og Østsjælland de steder i landet, hvor der sidste år blev begæret færrest auktioner. Og blandt dem, der blev afholdt, blev der ligeledes budt mest.

I Nordsjælland lød prisforskellen på et hus solgt på tvangsauktion og i almindelig fri handel sidste år på 36 procent. Det svarer til, at et gennemsnitligt hus på 120 kvadratmeter i området blev solgt for knap 2.722.00 kroner på det frie marked - og for 1.730.000 kroner i fogedretten.

Se hvor stor prisforskellen på tvangsauktioner og almindelige handler er i dit område her
*Antallet af tvangsauktioner er baseret på begærede førsteauktioner. Salgskvadratmeterpriserne er for tinglyste tvangsauktions-handler.